I denne artikel giver vi et overblik over de mest anvendte forsvarsformationer i håndbold. Formationer vælges ud fra holdets styrker, modstanderens angrebstyper og kampens forløb. Nogle forsvar er mere kompakte, mens andre er offensive og satser på bolderobringer.
6-0-forsvaret er den mest almindelige og grundlæggende forsvarsformation i håndbold. Alle seks forsvarsspillere står tæt på eget mål – i en halvcirkel langs stregen. Det gør formationen nemmere at lære og mindre krævende fysisk og taktisk.
De to yderste spillere (1'ere) dækker modstanderens wings. 2'erne tager sig af backerne, og 3'erne står centralt og har ansvar for stregspilleren og playmakeren.
6-0-forsvaret presser modstanderen til at tage langskud. Derfor er det vigtigt, at især 2'erne kan støde frem mod skudstærke angribere. Det kaldes "stødende 2'ere". Så snart faren er overstået, skal de hurtigt falde tilbage for at lukke hullerne igen. De skal også være opmærksomme på løb og screeninger, som ofte bruges til at bryde dette forsvar op.
Fordelen ved 6-0 er også, at spillerne er bedre positioneret til at sætte kontraangreb i gang. Fløjene har færre defensive pligter og kan hurtigt løbe med frem.
I 5-1 formationen trækkes én af de centrale forsvarsspillere frem i banen – typisk en 3’er. Den fremskudte spiller har til opgave at lægge pres på playmakeren og forhindre modstanderens spilopbygning.
Den tilbageværende 3’er dækker nu stregspilleren og skal kunne støtte både højre og venstre side. 2’erne får derfor mindre støtte og står oftere alene mod stærke backs. Det stiller større krav til deres individuelle forsvarsspil.
5-1 bruges ofte mod hold med tydelig spilfordeler, som man ønsker at isolere. Formation kræver dog stor kommunikation og løbevillighed – især fra den fremskudte spiller.
3-2-1 er en meget offensiv og kompleks formation, hvor tre spillere dækker tæt ved stregen, to ligger længere fremme og én er helt fremme som “jæger”. Den kræver stor spilforståelse og synkron bevægelse.
Formationen har til formål at bryde modstanderens rytme tidligt og stresse boldholderen. Den er effektiv mod uerfarne angreb eller hold uden tydelig struktur – men bliver formationen brudt, opstår der store rum bag forsvaret.
3-2-1 kræver fremragende timing, fysisk overskud og evnen til at læse spillet. Den bruges især af ungdomshold og i sekvenser – sjældent i hele kampe på højeste seniorniveau.
I 4-2-formationen står fire spillere tæt på stregen, mens to er trukket frem – typisk for at markere modstandernes backs mand mod mand. Det bruges ofte som specialværktøj mod hold med to meget skudstærke bagspillere.
Ulempen er, at man åbner rum til stregspilleren og kræver stor bevægelighed fra de fire tilbageværende spillere, som skal dække bredt.
5+1 minder om 5-1, men i stedet for at presse bredt, markeres én specifik spiller tæt – typisk playmakeren eller holdets største stjerne. Den fremskudte spiller følger altså én bestemt spiller over hele banen.
Målet er at fjerne modstanderens vigtigste opspilsstation fra kampen og tvinge de øvrige spillere til at finde andre løsninger. Ulempen er, at resten af holdet skal dække et større område, og der kan opstå flere 2-mod-2-situationer.
Valget af forsvarsformation afhænger af:
Mange hold mestrer i dag flere formationer og skifter mellem dem undervejs i kampen – enten systematisk eller som reaktion på modstanderen.
Forsvarsformationer er fundamentale i håndbold og spiller en afgørende rolle i både struktur og kampudfald. Uanset om man vælger den kompakte 6-0 eller det risikable 3-2-1, handler det om at spille efter sine styrker og modstanderens svagheder.
Et stærkt forsvar starter med en velfungerende formation – og evnen til at tilpasse sig.